Bytterummet 

Velkommen til bytterummet i vores andelsforening!

Vores bytterum er et hyggeligt og bæredygtigt initiativ, der giver beboerne mulighed for at dele og genbruge ting, som de ikke længere har brug for, men som andre måske kan få glæde af. Bytterummet er placeret i kælderen af Sadelmagervej 4. Det letteste er at gå ind fra bagsiden og tage trapperne ned i kælderen - her skal du bruge din lejlighedsnøgle for at åbne kælderdøren og herefter ligger bytterummet på højre hånd.


Formål

Formålet med bytterummet er at fremme genbrug og reducere spild i vores fællesskab. Ved at dele vores overskydende ting med hinanden kan vi både spare penge og skåne miljøet. Samtidig styrker vi fællesskabet ved at give og modtage brugbare ting.


Regler for bytterummet

Vær realistisk med hensyn til genstandenes stand og funktionalitet. Tingene skal være i en stand, hvor andre kan få glæde af dem.

Møbler: Vi modtager ikke store møbler som sofaer, skabe og senge. Små møbler som stole, små borde og lamper er velkomne.

Tøj: Vi modtager kun begrænsede mængder tøj, da der allerede er meget tøj i bytterummet - tænk over, hvad der er realistisk at afsætte til andre beboere. Hvis du har tøj, der er slidt, beskadiget eller plettet, bedes du aflevere det som tekstilaffald, se evt. mere her: https://affald.kk.dk/affaldsfraktion/saadan-sorterer-du-tekstilaffald

Øvrige ting: Køkkenudstyr, bøger, legetøj, børnetøj og lignende er meget velkomne.


Frivillige og vedligeholdelse

Bytterummet er drevet af frivillige kræfter, og vi opfordrer alle beboere til at hjælpe med at holde det pænt og ordentligt. Når du stiller ting i bytterummet, bedes du sætte dem pænt på hylderne og sørge for, at de ikke fylder mere end nødvendigt. Hvis du har lyst til at blive en del af det frivillige team, som hjælper med at vedligeholde bytterummet, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen.

Tak for, at du er med til at gøre vores bytterum til en succes og for at bidrage til en bæredygtig andelsforening!

Med venlig hilsen, 

De frivillige