Når uheldet er ude
Nedenfor følger nogle tips til, hvad du skal gøre, hvis der opstår et akut problem som f.eks. indbrud, sprængt vandrør i din lejlighed eller i kælderen, eller hvis strømmen går eller varmen forsvinder.
Indbrud
Har du haft indbrud i din lejlighed eller kælderrum, skal du gøre følgende:
- Anmeld indbruddet til politiet
- Kontakt eventuelt ejendomsinspektøren, hvis der skal udbedres skader på døre, vinduer eller lignende
- Anmeld indbruddet til dit eget forsikringsselskab, og anmeld ligeledes eventuelle skader på ejendommen til foreningens forsikring via bestyrelsen
Sprængt vandrør, utæt faldstamme i din lejlighed eller i ejendommens kælder
Hvis du opdager et sprængt vandrør i din lejlighed eller i ejendommens kælder, skal du gøre følgende:
- Kontakt straks ejendomsinspektøren.
- Kontakt evt. VVS ved akut situation på tlf.nr.: 26 34 61 08 (akut tlf.nr. efter kl. 15:00: 38 86 61 07). Ved akut situation menes en situation som kan skade bygningen.
- Anmeld eventuelle vandskader på de ting du har stående i din lejlighed eller i dit kælderrum til dit eget forsikringsselskab (Indboforsikring).
Hvis varmen forsvinder
- Undersøg først om det kun er varmen i din egen lejlighed der er forsvundet.
- Hvis det er hele bygningen tjek Driftsinfo
- Hvis det kun er din opgang eller der ikke er meldt noget ud fra Hofor, så kontakt ejendomsinspektøren.
Hvis det kun er varmen i din lejlighed, eller en enkelt radiator, der er forsvundet så er det højst sandsynligt ventilerne der har sat sig fast eller luft i systemet hvis du bor på 4.sal. Der er flere vejledninger på nettet, hvordan du selv afhjælper problemet, men denne fra Bolius viser bla. begge dele.
Hvis strømmen går
Hvis strømmen er gået i din lejlighed, skal du gøre følgende:
- Undersøg først om det kun er strømmen i din egen lejlighed der er gået.
- Hvis det er strømmen i hele ejendommen der er gået, så tjek Driftsinfo inden du evt. kontakter ejendomsinspektøren.
Hvis det kun er strømmen i din egen lejlighed der er gået, kan du gøre følgende:
- Slå alle gruppeafbrydere fra ved at vippe kontakterne ned
- Slå nu HFI/HPFI-afbryderen og derefter alle gruppeafbrydere til én efter én
- Når strømmen går igen, har du fundet gruppen med fejl
- Sluk alle stikkontakter og strømudtag i gruppen med fejl. Det bør stå på el-tavlen, hvilke grupper der hører til boligens forskellige rum og funktioner
- Slå HFI/HPFI-afbryderen og den gruppe til, hvor du har sporet fejlen
- Tænd for alle stikkontakter og apparater, der er tilkoblet den pågældende gruppe, én efter én. Når strømmen går, har du identificeret fejlkilden
- Udskift den afbryder eller det apparat, der viser sig at være årsag til afbrydelsen
- Findes fejlen i selve elinstallationen, skal du få en elinstallatør til at løse problemet (for egen regning)
Bemærk: Alt bestilt arbejde udført på foreningens regning skal bestilles igennem ejendomsinspektøren.